Brug for rådgivning
Har du spørgsmål til din aktuelle situation, kan du få hjælp hos Roskilde Lærerforening.
Rådgivning
Roskilde Lærerforening tilbyder at hjælpe dig, når du støder på spørgsmål eller problemer i dit arbejdsliv. Nedenfor finder du svar på nogle af de spørgsmål, vi ofte møder, men du er også altid velkommen til at kontakte os på mail eller telefon.
Rådgivning - emneopdelt
Når du har været ude for en arbejdsskade
Din arbejdsmiljørepræsentant kan hjælpe dig med at få anmeldt skaden korrekt. I Roskilde Kommune skal arbejdsskaden meldes ind i systemet "Safetynet". Hvis du som følge af arbejdsskaden har haft sygedage så kontakt også Roskilde Lærerforening.
Danmarks Lærerforening tilbyder at støtte og rådgive dig i forbindelse med din arbejdsskade.
Læs mere om arbejdsskader på Danmarks Lærerforenings hjemmeside
Graviditet og barsel
I Roskilde Lærerforening kan du få hjælp til at planlægge din barsel. Er du vordende mor, tilbyder vi at udarbejde en barselskalender, hvor du kan se, hvilke uger du får løn, og hvilke uger du får dagpenge. Der er mange muligheder for at tilpasse barslen til netop dine/jeres ønsker så kontakt os endelig for rådgivning.
Du kan altid kontakte vores barselsrådgiver Philip Engholm Larsen på 041@dlf.org hvis du har spørgsmål til barsel.
Du kan læse mere om barsel og barselsorlov på disse sider:
Omsorgsdage og barns sygdom
Her kan du læse om dine rettigheder i forbindelse med omsorgsdage og barnets 1. og 2. sygedag.
Gå til Danmarks Lærerforenings hjemmeside - Omsorgsdage og barns sygdom
Barn med længerevarende sygdom
Bliver dit barn ramt af længerevarende sygdom, er der forskellige muligheder for fravær. Du kan læse mere om dine rettigheder her.
Gå til Danmarks Lærerforenings hjemmeside - Sygdom og ulykke i familien
Orientering om ferie i Roskilde kommune
I Roskilde Kommune har lærerne i 2025 kollektiv ferie i de 4 uger i juli i skolernes sommerferie. Den 5. uge blev afviklet i uge 8 (vinterferien). Uge 42, dagene imellem jul og nytår samt dagene før påske er ikke som sådan ferie, men ”0-dage”, som bliver akkumuleret løbende pga. det merarbejde, vi lægger i løbet af skoleåret, når vi arbejder gennemsnitligt 41 timer om ugen i 37 timers arbejdsuger.
Ferieloven er en smule udfordrende for lærere, da vi egentlig ikke når at ”samtidsoptjene” nok feriedage. Vi har dog aftalt med kommunen, at vi ”låner” 2,08 feriedag, som vi i praksis først optjener i august. Dermed vil du som ansat i Roskilde Kommune pr. 1/9 2024 eller tidligere få løn som normalt i alle ferieugerne.
Skulle din ansættelse ophøre den 31/7-25, vil du blive modregnet de 2,08 feriedage, som du ikke vil kunne nå at optjene i august. Dem vil du i givet fald optjene på en evt. ny arbejdsplads og efterfølgende have ”i overskud” til afvikling eller udbetaling.
Du er naturligvis altid velkommen til at rette henvendelse til kredskontoret, hvis du har spørgsmål vedr. din ferie.
Sygdom og ferie
Hvis du er syg, inden ferien starter, har du ret til erstatningsferie efterfølgende. Sygemelding inden ferien betyder, at du skal sygemelde dig inden arbejdsdagens begyndelse den dag ferien starter, i praksis inden kl. 8.00 den 1. juli.
Hvis du bliver syg i ferien, skal du også sygemelde dig. Du har ret til erstatningsferie, dog ikke for de første 5 sygedage. Skolen oplyser om, hvor du syge- og raskmelder dig inden ferien. I selve ferien kan du syge- og raskmelde dig til lønkontoret på kommunens hovednummer 4631 3000.
Roskilde Lærerforening kredskontor har ikke åbent i sommerferien. Hvis man får behov for akut sagsbehandling, kan man sende en mail til 041@dlf.org - hvorefter man bliver kontaktet af en sagsbehandler.
Du kan læse mere om reglerne for erstatningsferie på Danmarks Lærerforenings hjemmeside.
Gå til Danmarks Lærerforenings hjemmeside - Syg før eller under ferie
Overenskomstansat
Som overenskomstansat får du indsat en fast procentdel af din løn på din pensionsordning ved Lærernes Pension. På din lønseddel kan du hver måned se, hvad der bliver sat ind på din pension. Det er en god ide en gang imellem at tjekke din pensionsopsparing, især hvis din situation ændrer sig. Det kan fx være, hvis du går ned i tid, bliver gift eller bliver syg. Ved kontakt til Lærernes Pension er det også en mulighed at indbetale ekstra til pensionen.
Tjenestemandspension
Er du tjenestemandsansat, er det antallet af år, du har været tjenestemandsansat, din alder og dit løntrin, der er afgørende for, hvad du kan få i pension. Kontakt Roskilde Lærerforening for at få hjælp til at få beregnet hvad du kan få i pension. I den forbindelse skal vi bruge et registerudskrift fra tjenestemandspension.dk - som du skal sende til Rune Kent på rmke@dlf.org
Læs mere om tjenestemandspension på Danmarks Lærerforenings hjemmeside
Seniordage
Som månedslønnet har du ret til seniordage fra det kalenderår, du fylder 60 år.
Du har ret til:
- 2 seniordage i det kalenderår du fylder 60 år
- 3 seniordage i det kalenderår du fylder 61 år
- 4 seniordage fra det kalenderår du fylder 62 år
Ret til nedsat tid
Som lærer eller børnehaveklasseleder har du ret til at få nedsat din arbejdstid med op til 175 timer om året fra det skoleår du fylder 60 år. Din løn vil reduceres men din pensionsindbetaling fortsætter uændret.
Husk - Er du på nedsat tid har du ret til en tilsvarende mindre nedsættelse af arbejdstiden med uændret pensionsindbetaling.
Er der brug for akut-behandling?
Har du akut behov for psykolog på grund af vold eller trusler om vold, skal din arbejdsplads rekvirere hjælp samme dag. Hvis ikke du får hjælp, kan du kontakte Roskilde Lærerforening, din arbejdsmiljørepræsentant, din tillidsrepræsentant eller Danmarks Lærerforenings rådgivning.
Brug for psykologhjælp
Hvis du har problemer med det psykiske arbejdsmiljø på din arbejdsplads, kan du benytte dig af Rådgivningsordningen i Danmarks Lærerforening.
Du kan bestille tid til en samtale med en konsulent ved at booke en tid på Min side.
Danmarks Lærerforening kan bevillige op til fire samtaler ved en psykolog.
Book en samtale med en konsulent i Danmarks Lærerforening
Fysisk og psykisk arbejdsmiljø
Din trivsel på din arbejdsplads er vigtig. Derfor er det vigtigt at have fokus på både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Tal med din arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant hvis du oplever problemer med arbejdsmiljøet.
På Danmarks Lærerforenings hjemmeside kan du læse mere om eksempelvis indeklima, stress, trivsel, krænkelser og vold/trusler.
Læs mere om arbejdsmiljø på Danmarks Lærerforenings hjemmeside
Sygdom og løn
Du får løn under sygdom. Husk at sygemelde dig til arbejdspladsen inden din arbejdsdag begynder på din 1. sygedag. Følg de retningslinjer der er aftalt for sygemelding lokalt på din arbejdsplads. Læs evt. mere mere i afsnittet omkring "sygdom under ferie".
Hvis du er sygemeldt i længere tid, kan du få behov for individuel rådgivning for at overskue din situation. Kontakt os direkte for rådgivning.
Hvis du er blevet indkaldt til en tjenstlig samtale
Når din leder indkalder dig til en tjenstlig samtale, er det med henblik på at afdække, om der er grundlag for at gribe ind ansættelsesretligt. Derfor kan samtalen munde ud i en sanktion i form af en advarsel eller en opsigelse.
Du har ret til at vide, hvad samtalen skal handle om, og derfor skal du have en dagsorden for mødet. Du har også ret til en bisidder, og vi anbefaler, at du medbringer enten din tillidsrepræsentant eller en fra Roskilde Lærerforening.
Læs mere om tjenstlige samtaler på Danmarks Lærerforenings hjemmeside
Advarsel
Hvis den tjenstlige samtale munder ud i en skriftlig advarsel, er det fordi, din leder ønsker en adfærdsændring fra din side. Det skal være tydeligt, hvad det er du skal gøre anderledes, og hvad der sker, hvis du ikke ændrer adfærd.
Læs mere om advarsler på Danmarks Lærerforenings hjemmeside
Opsigelse
Hvis den tjenstlige samtale munder ud i, at du bliver opsagt, vil Danmarks Lærerforening hjælpe med at sikre, at alle regler er overholdt i forbindelse med opsigelsen.