Kreds 41 - en del af Danmarks Lærerforening

Roskilde Lærerforenings 5-punktsprogram for udvikling af folkeskolen

13. august 2025

Roskilde Lærerforenings 5-punktsprogram for udvikling af folkeskolen i Roskilde Kommune:

Folkeskolen i Roskilde har brug for et markant økonomisk løft. I mange år er folkeskolens økonomi blevet udhulet af nye krav og forventninger - og i helt særlig grad et nationalt fastlagt mål om øget inklusion. Bag det hele ligger mange stærke og sympatiske tanker om, hvad folkeskolen skal være. I Roskilde Lærerforening mener vi, at tiden er moden til konkrete forslag til en ambitiøs økonomisk kursændring. Tiden kalder på oprustning af vores demokratisk dannende folkeskole. Har Byrådet samme ambition?

 

Roskilde Lærerforening har følgende 5 punkter til udvikling af folkeskolen i Roskilde som Roskilde Byråd bør forholde sig til i forbindelse med budget 2026 og frem:

 

1.       Ressourcetrækket fra de almene skoler i forbindelse med elevers overgang til specialtilbud skal minimeres. På nuværende tidspunkt kan en skole blive pålagt en udgift på op til 665.000 kr.+ transportudgifter pr. elev i specialtilbud. Det giver en uhensigtsmæssig uforudsigelighed for skolernes budgettering og skaber ulighed blandt skolernes mulighed for at løse opgaven. I forbindelse hermed skal der ses på strukturer og muligheder for et meningsfuldt samarbejde mellem skoler og PPR.

 

2.       Skab råderum til etablering af to-lærerordninger. Skolens helt primære opgave er undervisning. Undervisning varetages af  professionelle lærere, der alle er uddannet til udøvelse af opgavens treklang mellem det didaktiske, trivslen og klasserumsledelse.

 

3.       Et højt vikarforbrug skal nedbringes i et helhedsperspektiv og ikke løses som en isoleret problematik. Fx skal der skabes rummelighed i lærernes skema, så det i praksis er muligt at løse undervisningsopgaven ved læreres planlagte fravær. Vikardækning i forbindelse med læreres sygefravær kan bl.a. minimeres ved målrettede arbejdsmiljøindsatser. Hav et særligt fokus på stressrelateret sygefravær.

 

4.       Nedbring antallet af uuddannede lærere (pt omkring 20-25%). Roskilde Kommune bør investere i en aktiv rekrutteringsindsats med tilbud om ordentlige vilkår for meritlæreruddannelse og attraktive vilkår for de nyuddannede ansatte.

 

5.       Lav en tydelig forventningsafstemning for samarbejdet mellem skoler og forældre. Folkeskolen er ikke et køber-sælger forhold, men et dialogbasseret samarbejde.

 

Roskilde Lærerforening er klar til ambitiøs udvikling, og stiller sig til rådighed for arbejdet med den konkrete udmøntning.

 

 

Kredsstyrelsen i Roskilde Lærerforening

v/ Formand, Tina Svarre Hasselager